Kolleger er klart noget af det bedste der findes i sygeplejefaget. For nogen, muligvis også det værste. Det undrer mig ofte hvordan sygeplejersker af og til glemmer, at vi allesammen rent faktisk er på samme hold. Ærlig talt kan jeg ikke huske, at jeg i nogen af min tidligere job er blevet talt ned til eller behandlet træls. Eller måske blev jeg det. Men det virkede ikke så tungt, fordi jeg ikke i samme grad var så afhængig af mine kollegers hjælp, som jeg er som sygeplejerske.
Mine kolleger er heldigvis aldeles fantastiske. Men jeg hører jo noget andet fra andre jeg taler med. Der er sygeplejersker der græder på toilettet og som undlader at spørge om hjælp af frygt for hvordan de vil blive mødt.
Det må vi kunne gøre bedre. Som tidligere nævnt, når jeg er en rådden kollega, så har det alt for ofte noget at gøre med manglende mad, hormonel status eller de evigt vågne småbørn. Igen undskylder jeg på forhånd. Det der er vigtigt for mig, er at vi tør tale om alt det sårbare og er villige til at hjælpe hinanden til en god hver dag. Det bliver kun sjovere af, at vi er gode sammen.