Teamsport

Men helt ærligt, det er da bare for dårligt. Hvordan kunne jeg glemme det?!”
 
Jeg stod på sygeplejekontoret med skammen blussende i kinderne og talte med min afdelingssygeplejerske. Hun var helt rolig. Jeg havde lige udskrevet en patient og sendt hende med transporten hjem.
 
Både patienten og den venflon, hun ikke længere burde have, men som jeg havde fuldstændig glemt.
 
Lige der tænkte jeg: “Jeg er simpelthen ikke klog nok til det her, jeg bliver aldrig en rigtig sygeplejerske”. Så forsatte jeg ellers med en lang strøm af forestillinger om hvad primærsygeplejersken nu ville tænke om mig!
 
Og jeg vidste jo helt sikkert dybt i min kerne, at hun ville tænke jeg var en dårlig sygeplejerske. En virkelig dårlig én. Og sikkert også uansvarlig. Og sløset. Og dum.
 
Men nu ved jeg hvad hun tænkte. Og det var overhovedet ikke noget af det. I går var det nemlig mig, som fik lov at hjælpe min kollega med at fjerne en venflon, som var smuttet med ud fra hospitalsgangene, uden det lige var meningen
 
Det jeg tænkte var “De har helt sikkert haft travlt på afdelingen.”
 
Og så tog jeg den ud.
 
Så sendte jeg dig nogle varme tanker, og huskede tilbage på de hektiske eftermiddage i udskrivningsræset dengang jeg var på et sengeafsnit.
 
Og til dig der tænker, “Åh shit, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hvis jeg glemmer en venflon”.
 
1. Kommer du i tanker om du har glemt at tage den ud. Så ring til hjemmesygeplejersken, selvfølgelig hjælper vi hinanden.
2. Kommer du ikke i tanker om det. Ja, så har borgeren selv et ansvar. Stikker der et fremmedlegme ud af en arm/hånd, som ikke plejer at være der, så kontakter de nok selv nogen for at få hjælp.
3. Hvis de ikke er i stand til at kontakte nogen for at få hjælp, så får de nok allerede pleje af en omsorgsperson, som vil tage kontakt for dem. (Eller bare fjerne den)
 
Og der er sikkert flere muligheder/variationer.
 
Min pointe er bare, at jeg i de første mange år som sygeplejerske var virkelig god at “Catastrophize” og gerne i vildskab. Og mine tanker, udover at jeg selvfølgelig var en elendig sygeplejerske, fordi jeg glemte den venflon var også, at nu dør borger! Min hjerne sprang bare direkte på den værst tænkelige mulighed, og det har virkelig krævet noget træning at få den skude vendt. For muligheden for at der ikke sker noget, kan jo være lige så reel. Det kan godt bare være svært at tro på, hvis man som mig hele tiden gik og gjorde mig selv lidt bange, med alle mulige bekymringer om hvilke ulykker der nu lurede lige om hjørnet for min patienter og borgere.
 
Det var virkelig ikke noget jeg kendte til fra mine tidligere job, men jeg skal da lige love for, at det job kunne aktivere noget frygt i mig.
 
Heldigvis har jeg det ikke sådan mere og det er altså en fornøjelse at kunne hjælpe andre med også at nå der til.
 
Det her sygepleje er en teamsport, og du er ikke alene.
 
Rigtig god weekend alle sammen, både primær og sekundær, og hvis jeg mangler nogen, så god weekend til jer også.