Min kollega vidste godt hvor hun skulle lede efter det sår, det havde jeg aldrig gættet uden hjælp fra min trofaste ven Google. Og det er jo ligesom en fordel at vide, om jeg skal bede borger tage skjorten eller bukserne af inden sårbehandlingen.
Ved du hvor det er? Også uden at google det? No worries, det gjorde jeg jo heller ikke.
Men du ved helt sikkert noget, som dine kollegaer ikke ved uden at google det! Skriv det i kommentarfeltet, eller endnu bedre, send mig en privat besked, så kan det være der kommer flere tegninger som den her.
For mig er ordet sygeplejersker egentlig lige så bred en betegnelse, som ordet pattedyr. Pattedyr, dem findes der også mange af, og de virkelige forskellige. Det er vi jo også, selvom vi alle sammen bliver kaldt sygeplejersker, og ofte går i en slags kittel eller uniform.
Altså både næbdyret og heste er pattedyr, men ingen forventer af et næbdyr, at den er i stand til at deltage i en konkurrence i ridebanespring. Den forventning er ligesom mere reel når vi kigger på hesten.
Nu er jeg jo primær sygeplejerske, og placerede du mig på en intensivafdeling, så garanterer jeg dig for, at jeg i meget meget lang tid ville have det ret meget som næbdyret på en springbane.
Nogle gange kan jeg da også selv helt glemme, at det ikke er rimeligt at forvente, vi kan det samme. Det er især når jeg falder i “Compare and despair” fælden. For himlens skyld!
“Stop straks med at sammenligne dig med alle andre, som går i kittel og kalder sig sygeplejerske!”
Måske har din kollega 40 års erfaring, mod dine 2 års erfaring og måske har hun været i andre specialer. Det er virkelig, som at sammenligne et næbdyr og en hest på en springbane. Det er ikke rimeligt for nogen jer, hverken dig eller næbdyret.
Nuvel, falder du fælden, så er du ikke alene. For den fælde har jeg brugt virkelig lang tid nede i, og det har været en kæmpe lettelse at kravle op af den. Det har krævet pænt meget træning og jeg øver mig forsat.
Måske kommer jeg lidt til at være et næbdyr i aften, for der har jeg nemlig en vagt på verdens bedste hjerte afdeling. Jeg er helt spændt på, om jeg overhovedet kan huske hvordan en telemetri ser ud og hvordan man får blærescanneren ud af dens skab. (Tro mig, dem, der har arbejdet på den afdeling ved, at den skal ud af det skab på en helt særlig måde.)
Det er meget længe siden jeg har arbejdet på et sygehus, og da jeg fik et tilbud om en vagt i aften slog jeg straks til, for jeg havde lige brug for komme lidt ud på eventyr. Idag skulle jeg nemlig have været til den mest fantastiske fest, med min ungdomsveninde, mit livsvidne, min bedste hepper. Sådan en fest man har glædet sig til i et helt år. Men det har den virus vi alle taler om, ændret på. Nu venter jeg bare spændt, på den nye invitation. For den fest skal jeg med til!
Hep og pep til jer alle fra os …
