Jeg endte med at spørge.
For den sygeplejerske, som stod ved siden af mig den dag på gangen med lægen, var én jeg godt turde stille alle mine mulige og umulige spørgsmål til. Så jeg turde godt spørge, selvom om hun stod der.
Efter lægen venligt havde forklaret mig “Det er fordi AFLA har lettere ved at progrediere til en farligere hjerterytme som ventrikel takycardi” og var smuttet videre, vendte min kollega sig om mod mig og sagde “Ruth, jeg er så glad for at du spurgte, for stod lige og blev helt iskold, for jeg anede ikke hvad hun talte om, jeg været sygeplejerske i 8 år og turde ikke spørge, for det burde jeg da vide”
Den dag lærte mig så meget. Og det lærte mig også hvor utroligt vigtigt det er for mig, at arbejde et sted, hvor jeg ikke frygter at blive udpeget som dum, hvis jeg stiller et “dumt” spørgsmål. Og den lærte mig også, at jeg tror andre ved meget mere end mig, men jeg har ikke altid ret.
Der er selvfølgelig en årsag til, at min kollega fra den dag er “crossed over” i mit private liv og vi stadig ses, selvom det er flere år siden vi begge forlod afdelingen. For det er en gave, at have mennesker omkring sig og i sit liv, som tør at være ærlige.
Min nuværende arbejdsplads er også sådan et sted. Alle kan spørge alle, ingen hæver et øjenbryn og alle svarer bredvilligt på alt, uden nogensinde at starte med “Du er da sygeplejerske, du burde du vide” og jeg ELSKER at arbejde der og jeg ELSKER mine kolleger.
Jeg håber du også arbejder sådan et sted!
