Ekspektorat har bare altid været mit “Kryptonit”! Jeg kan ellers tåle de fleste “udskillelser”, men ekspektorat har virkelig været et helt særligt problem.
Jeg genkalder mig tydeligt følelsen af at stå bag en patient og desperat undertrykke min brækrefleks, alt imens jeg holdt en bakke til at opsamle selvsamme udskillelse med.
Men det er ovre nu. Og jeg er simpelthen fuldstændig amazed over mig selv, det tog kun 7 år 😄
7 år Niller!… 7 år!
Hvad har du vænnet dig til, som du aldrig troede ville være muligt?
