Tryk lige her og indsend din NurseSecret
“For det taler vi ikke om”.
Det sagde min mor til mig for nogen tid tilbage. Vi talte om bogen “Den som lever stille” af Leonora Christina Skov, en fantastisk bog, som jeg kun kan anbefale alle at læse. Men det var min mor bestemt ikke enig i. I litteraturgruppen var de også blevet enige om, at den skulle de ihvertfald ikke læse.
“Hvorfor skulle hun skrive den bog?” Spurgte min mor.
Lige i første omgang havde jeg ikke andet svar, end at tusindevis af læsere havde følt sig så mødt og lettede over ikke at være alene med deres oplevelser og følelser, som de gik rundt og troede de var. Og selvfølgelig skulle den historie deles. Men min mor forsatte, “Hvorfor skulle andre mennesker læse det?”. Egentlig forstod jeg jo slet ikke at hun blev oprørt over en bog, og til sidst fik jeg spurgt “Hvorfor skulle hun ikke skrive den?” hvor svaret var:
“For det taler vi ikke om”.
“Men for H … ! ALTSÅ FOR H ….! Det er jo lige præcis derfor hun skulle skrive sin bog!”
Og her skal du selvfølgelig ikke tage fejl, for min mor er et dejligt og rart menneske, som bare er vokset op i noget, som er tættere på Leonoras barndomshistorie, end hun lige selv er klar over. Men det ved hun selvfølgelig ikke, for hun har ikke læst bogen.
Her er det vigtigt at have respekt for, at når mennesker ikke ønsker at tale om noget, så er det for nogle sandheden, at hvis vi ikke taler om det, så findes det ikke.
Måske ligesom når vi som sygeplejersker oplever svært terminalt syge patienter og borgere, der under ingen omstændigheder ønsker at blive tilknyttet det palliative team, selvom det fra et fagligt synspunkt er tiden til det. For dem kan det betyde, at det øjeblik teamet bliver tilknyttet, så føler borgeren eller patienten at det er ensbetydende med at de skal dø. Det eneste, som egentlig er sket fra før og nu, er at nu taler vi om det, som allerede er.
(Alle som kender mig ved, jeg har et dybt og passioneret sygepleje-crush på vores lokale palliative team. Holy smokes. De bare kan bare noget helt særligt.)
Det som teamet kan, blandt meget andet, er at tale om de ting som er svære, virkelig svære på en god og fin måde og det beundrer jeg dem så meget for.
Med mine betragtninger her så vil jeg i virkeligheden frem til, at for mig virker det virkelig dårligt, ikke at tale om det, som er svært. For mig, så bliver det kun værre. Og det er derfor nurseruth hun eksisterer. Hun var min måde at lære at tale højt om de tanker og følelser, som jeg synes var allermest pinlige og skamfulde. Tanker som pludselig dukkede op hos mig, da jeg i en ret sen alder, blev færdig med min anden uddannelse og startede mit arbejdsliv fase 2.0, nu som sygeplejerske.
Pludselig brugte jeg rigtig meget tid på at forestille mig det allerværste, der kunne ske for mine patienter. At lige om lidt blev de sikkert dårlige, og så ville jeg ikke vide hvad, jeg skulle gøre. Når jeg kiggede rundt på mine kolleger, så kunne jeg jo se hvor dygtige de var. Og selvom de roste mig og fortalte hvor godt det gik, så kunne jeg kun huske, de fejl jeg havde begået og mærke trangen til at fortælle, at jeg slet ikke var klog nok, og det vist nok var en fejl, jeg fik lov at blive autoriseret sygeplejerske.
Og jeg troede jo, at jeg var den eneste, som havde det sådan. Den ENESTE! De andre så bare så dygtige og selvsikre ud.
Heldigvis var jeg blevet så gammel, at jeg havde lært, at hvis jeg skulle klare det her “game”, så måtte jeg hellere forsøge en anden strategi end min mors. Og sådan blev det. Jeg talte om det. I starten føltes det pinligt. MEGET. Tænk at jeg var et voksent menneske, og så gik jeg rundt, og var usikker, og nogle gange næsten helt paralyseret af frygt.
Og nu vil jeg lige huske at tilføje, at jeg ikke er angst eller har haft stress eller depression. For der vil helt sikkert være nogle læsere, som vil tænke, “sådan der har jeg det ikke, hun må fejle et eller andet”. Næh, det gør jeg ikke. De tanker jeg taler om, de er helt almindelige, virkelig mange af os går med dem, og virkelige mange af os, tror vi er de eneste.
Nu har jeg talt om det i så mange år, at jeg slet ikke bliver flov over og at sige det højt længere. I starten, føltes det meget skamfuldt. Heldigvis gjorde nursereuth det meget lettere at tale om min frygt og min usikkerhed. Det var bare slet ikke så farligt at illustrere min frygt, og det jeg skammede mig over i en stregtegning af en sygeplejerske, som det var at sige det højt. I starten turde jeg heller vise billeder af mennesket mig. Det er først kommet langt senere, nu er det bare en del af mig, at det taler vi om.
Og det allervigtigste er nok også, at jo mere ærlig jeg er, jo lettere har hende, som også går med de samme følelser og tanker ved, at genkende sig selv. Mit mål er, at hun skal vide, hun ikke er alene.
Det er også det her vi taler om mine Nurse:YourMind coaching forløb jeg holder med sygeplejersker som dig. De ting de fortæller mig i samtalerne går de med helt selv. Og der er en markant forskel på at gå med noget helt selv inde i hovedet, til at sige det højt og begynde at arbejde med tankerne og følelser de skaber.
Hvad med dig? Måske har du forsøgt en enkelt gang, at tale med nogen om din frygt. Men nogle af de ting, som os, der føler denne frygt kan tænke og gøre, kommer til at virke meget ekstreme for mennesker, som ikke har de tanker og følelser. Måske blev du afvist af din kollega, som i bedste mening ville forsikre dig om at være rolig og måske sagde hun noget i retningen af “Ej, hvorfor tænker du det, det sker jo ikke, det er da fjollet. Bare slap lidt mere af”. Efter det, besluttede du, at så er du sikkert den eneste med den frygt. Når andre siger vi bare skal slappe af, ja det hjælper altså ikke skid. Ihvertfald ikke for mig. Der skal noget andet og mere til. Hvis du vil vide mere om hvad der har hjulpet mig, kan du altid kontakte mig, og så tager vi snak om et Nurse:YourMind forløb er noget for dig. Lige nu er der begrænsede pladser, jeg arbejder nemlig på det næste bogprojekt, men du kan altid komme på venteliste.
NurseSecret har jeg skabt, inspireret af fantastiske Frank Warren og hans side postsecret.com, som jeg læst med på i så lang tid jeg kan huske. For der er ofte et meget langt skridt fra at gå med tankerne i hovedet og til at sige dem højt, eller kontakte sådan én som mig. Med NurseSescret har du mulighed for helt anonymt at sende din tanker ind og læse med på andres tanker, og opdage at du slet ikke er alene. Måske er det dit første lille museskridt hen i mod en beslutning om at begynde at få arbejdet med dine tanker, for du behøver ikke blive ved med at have det sådan.
Nurseruth og jeg, glæder os til at dele jeres tanker og følelser i NurseSecrets.
“For det taler vi om!”.
