Under første verdenskrig arbejdede Agatha Christie som sygeplejerske. Først med at tage sig af de sårede soldater, og senere med medicin på hospitalets apotek. Og når jeg skriver Agatha Christie, så tænker jeg på forfatteren, der har skrevet detektiv krimierne om Hercule Poirot og Miss Marple.
Jeg er kæmpe fan!
“Men hvad har det så med mig at gøre?” tænker du.
Måske kender du følelsen af pludselig opstået frygt. Du var i fuld gang med at tage dig af din hverdag i ro og fordragelighed, måske sov du endda. Men nu bliver du pludselig i tvivl. Dispenserede du nu også det rigtige medicin? Er du helt sikker?! Frygten får sit tag. Dit hjerte banker. Tankerne stikker af.
Lige præcis sådan havde Agatha Christie det. Hun kunne vågne om natten og styrte over på apoteket for at sikre hun ikke havde begået en fejl, inden medicinen blev delt ud.
Har du det sådan, så er du ikke alene. Nogle af de sygeplejersker jeg taler med, fortæller om præcis samme frygt. De oplever frygt for at dispensere medicin, også når det er kendte præparater og de har været uddannet i flere år. Det er absolut også en opgave, som skal varetages med allerstørste agtpågivenhed. Det er bare ikke meningen du skal have hjertebanken og svedige håndflader hver gang du nærmer dig medicinrummet eller når der står medicindispensering på din køreliste.
Medicin er egentlig ikke en af de opgaver som tidligere kunne fyre op under min usikkerhed. Men det kunne alle mulige andre opgaver til gengæld. Og det kunne sagtens være meget små ting, som valg af forbinding til et helt fredeligt sår, hvor min kollega efterfølgende fortæller, at hun havde nok valgt en anden type, end den jeg satte på. Du godeste! Så kunne min hjerne sagtens tænke, SÅ nu dør “Erna” fordi jeg satte den forkerte forbinding på!!. [Det gjorde “Erna” ikke]
Men jeg kender også frygten og du er slet ikke alene.
Skriv til mig, så snakker vi om det. Du behøver slet ikke gå og have det sådan. Slet ikke.
Vi hepper på dig.
Varme hilsner
Ruth og Nurseruth
Billedet er fra madisonlib.org
