Jeg har altid være en meget frygtsom sygeplejerske. Du ved hende, som står med forskrækkede øjne og forsøger at gemme sig lidt over i hjørnet. Èn der konstant stillede spørgsmålstegn ved alt jeg gjorde. Og som sagtens kunne digte forfærdelige “Hvad nu hvis scenarier” hvor hvad der nu end skete (selvfølgelig helt imaginært og ude af proportioner) for borgeren eller patienten, så var det min skyld.
Det var slet ikke noget jeg kendte til fra mit tidligere arbejdsliv. Der jeg har lavet alt muligt mærkeligt uden at have de store problemer med noget, så det kom som en overraskelse for mig, at det var den sygeplejerske jeg blev.
I starten troede jeg, at det ville gå væk når jeg fik noget mere erfaring. Og ting blev da også lettere, men den der frygt og indre uro, som jeg meget let fik, den gik ikke væk selvom jeg begyndte at få nogen års erfaring.
Først da jeg virkelig tog beslutningen om at begynde aktivt at arbejde med det, blev det bedre. Meget bedre. Selvfølgelig har jeg også dage hvor jeg bare oplever “The entire human experience” med hele skalaen af følelser, men nu ved jeg hvad, jeg så skal gøre ved det.
For nyligt stod jeg pludselig i en meget alvorlig og akut situation. Noget, der tidligere normalt ville have kastet mig ud stress respons med hjertebanken, svedige armhuler og konstant stillen spørgsmålstegn ved mine handlinger og efterfølgende en lang perioder hvor, jeg ville genspille alt det forkerte, jeg helt sikkert havde gjort.
Men det skete bare slet ikke. Som i SLET IKKE. Flere gange tænkte jeg, men hvad er det her? Kan jeg virkelig godt stå i en akut situation og være okay?
Det var en fantastisk oplevelse. Og det viste mig bare endnu tydeligere hvor meget jeg elsker det her job.
