“En rigtig sygeplejerske”

admin

Nogle dage har jeg det da stadig selv sådan, du ved, at jeg venter på, at jeg bliver en “rigtig sygeplejerske”. Men det er blevet meget sjældent nu, i starten havde jeg det sådan hver dag. I meget lang tid. Der gik flere år, inden jeg kunne have en hel arbejdsdag uden tanken lige strejfede mig, mest når jeg blev presset eller følte mig alt for utilstrækkelig.

Det er bare alt for lang tid at skulle vente flere år på at slippe af med den følelse. Derfor har nurseruth og jeg udviklet et certifikat til andre sygeplejersker, som har det lige som os. Hvis du kender sådan én,så downloader du bare dokumentet her og printer det ud. Så skriver du hendes navn øverst og dit eget for neden, der er også plads til du kan tilføje et par ting, som du synes hun allerede gør, som gør hende til en rigtig sygeplejerske. Det kan være alt muligt sygeplejeagtigt, som at drikke kaffe eller være god til at “tale med øjnene”.

Og så giver du det til hende. Hun kan sagtens få flere, det kan være I har fået en rigtig dejlig ny sygeplejerske på jeres afdeling og I kan allesammen se hvor hårdt i arbejder for at lære det hele og I kan måske se, at hun slet ikke hører Jer, når I roser hendes flotte indsats. Så kan et lille lyserødt certifikat måske være på sin plads.

[Kære mandlige kolleger.

Det er lyserødt og der står kun “hun”. Det er ikke fordi jeg ikke også elsker Jer og synes I skal have det rigtig godt, for det gør jeg.

Men I virker bare slet ikke så usikre og som om I har så meget brug for mig, som mine kvindelige kolleger har. Og så har jeg aldrig arbejdet sammen med en mandlig sygeplejerske. Det er nok mest derfor I ikke dukker op så ofte på vores side.

Men alligevel tusind tak for Jer og tak for at I også er en del af vores fag.

Kærlige hilsner

nurseruth og Ruth]