Nogle gange, så stikker min hjerne bare helt af. Det slet slet ikke noget, jeg kan genkende fra mine tidligere jobs. Overhovedet! Men det her job er bare helt anderledes. Der kommer jeg på en helt anden måde til at stille spørgsmålstegn ved alle overvejelser og beslutninger jeg tager. Eller det er nok alligevel ikke helt sandt, for sådan er det ikke mere. Men det var præcist sådan det var i starten. Nogle dage, kan jeg nu stadig godt få nogle eksistentielle kriser og så kan det løbe helt af med mig.
For nogen tid siden havde jeg holdt en længere ferie. Og jeg var virkelig nulstillet. Det var sådan jeg mødte op på arbejdet og havde glemt alle koder og flere gange tænkte, hvad er det nu lige præcis mit arbejde er.
Well, den dag løb jeg i en krise, eller min hjerne gjorde. Den dag besøgte jeg en borger, lad os kalde hende Erna [Som selvfølgelig er det opdigtet navn], bare fordi Erna er godt navn, lige som Ruth også er. Men nu kan jeg jo ikke kalde alle for Ruth.
“Erna” havde et lille tryksår og det skulle jeg så putte en forbinding på. Situationen blev lige lidt hektisk fordi flere skulle til på samme tid og jeg fik sat en helt almindelig skumforbinding på. Senere spurgte jeg mine kolleger hvad de ville have valgt og de ville have valgt duoderm. Pludselig kunne min hjerne kun tænke “Det er din skyld Erna dør!”.
Jeg tænkte “Hun er nærmest 100 år. Hvis hun nu får mere tryk af den forbinding, så er det bare starten på enden og så er det min skyld Erna dør!!”
Erna døde ikke af det vel. Den forbinding gjorde lige som den skulle. Alt var godt.
Men hvis du en gang i mellem pludselig tænker “Oh fuck” nu har jeg lavet lort i det.
Nu dør stakkels Erna. Og det er på grund af min inkompetence. Jeg mister min autorisation. Jeg kommer aldrig til at arbejde som sygeplejerske igen. Hvad skal jeg så lave? Det er det eneste jeg vil! Mine børn kommer til at gå i laset tøj og sulte, mens de tigger på gaden.
Ja så er du ikke alene.
