Altså, fremtidige Ruth kommer af til ud i nogle ting, som hun ikke synes lige godt om, pga nutidiges Ruth til tider meget lemfældige omgang med sandheden om fremtidige Ruths evner og formåen.
Nu igen, står jeg her med en opgave som er sådan liiiige uden for rammerne af hvad jeg egentlig kan klare.
Jeg ved godt, at nogle gange kommer der også gode ting ud af det, så som bøger, foredrag og blog.
Ting, som fremtidige Ruth KUN førte ud i livet af ren skræk og rædsel, for ikke at honorere de aftaler Ruth havde lavet i fortiden. Og det er jeg jo også virkelig glad for. For JEG.ELSKER. at nye sygeplejersker stadig skriver til mig når de har læst i den første bog. (Den gule, der hedder “Ny sygeplejerske – Uden panik)
Jeg døde jo af skræk over at skrive den, men jeg også virkelig glad og stolt over at jeg gjorde det.
Men det her, det kommer til at gøre ondt. Det er ikke sådan, at jeg “ikke lige helt forstår” biostatistik. Eller at det er “sådan lidt svært”. Ej, altså “der er ingen hul igennem” så at sige. Bredbåndet slukket. Der er ingen radiosignal. Telefonmasterne er nede.
Sååååååå deeeeeet….
Jeg troede faktisk lige i starten at det nok skulle gå, men der var vi så kun nået til Epidemiologi. Så nåede vi til biostatistik og jeg blev godt og grundigt klogere. Eller ikke, faktisk.
Undervisningsformen harmonerer ikke helt med mine alt for ringe forudsætninger for at kunne modtage og omsætte det til noget som helst.
Men jeg har jo ikke givet op endnu. “Don’t panic- Organize” er et af mine yndlings livsmottoer, nu tæt fulgt op af “Don’t panic – Prioritze” efter jeg erfarede at det så IKKE er “lidt det samme” at tage en bachelor som en kandidat, og læser monstrøse mængder litteratur, så jeg snart skal have investeret i nogle øjendråber, til mine udtørrede computer øjne.
Men som sagt, så har jeg jo ikke givet op endnu, for det er mega spændende, jeg har en vanvittig skøn gruppe og man har flere forsøg til at bestå 
Og ellers tusind tak for alt Jeres hep, I er de bedste heppere ever 
