Det er kun tabere, der er på deltid. Sådan er jeg vist opdraget hjemmefra, for tanken om ikke at arbejde 37 timer havde aldrig strejfet mig.
Da jeg arbejdede 37 timer i skiftende vagter på et medicinsk sengeafsnit og havde to små børn, spurgte én af mine kolleger om jeg ikke skulle overveje at gå på deltid. Det havde hun valgt og det var et helt nyt liv. Det mente jeg nu ikke jeg skulle, for jeg er “sådan én”, der arbejder fuldtid.
Det har jeg altid gjort i mit tidligere arbejdsliv som soldat og senere som sælger og til sidst indkøber.
Men så kom jeg i primær sektor og jeg kunne ikke få 37 timer i den stilling jeg havde søgt. Jeg var lige ved at sige nej til jobbet fordi jeg ikke kunne få 37 timer, men det gjorde jeg heldigvis ikke.
Det var et nyt liv som startede. Nu som sådan én på deltid. Og jeg elsker det! Og det gør mine børn også.
Jeg kommer ALDRIG til at fortryde, at jeg var på deltid, mens mine børn var små. ALDRIG!
Det kan da godt være jeg engang kommer på 37 timer igen, men ikke mens de stadig er små. (Og ikke mens vilkår og normering ser ud som den gør i sekundær)
Så jeg er sådan én der har skruet mit arbejdsliv sammen på en måde der gør jeg ikke brænder mit lys i begge ender ved at arbejde som sygeplejerske. Én der er på deltid og som tager vikar vagter når jeg har lyst og som har overskud til at tage en ekstra tørn på mit faste arbejde når der er brug for dét.
Jeg synes, jeg får del i alt det spændende og gode der findes ved at være sygeplejerske. Men når jeg ser på mine kollegaer på sygehuset i 37 tiders stillinger, så tænker jeg “det dér, det kan inden holde til i længden”…
